29/04/2026
Skræddersyede løsninger til sporet - og 3 mere på vej! 🚂🏗️
Hos Hydrema ved vi, at standardløsninger sjældent er nok, når man arbejder på banen. Det kræver tilpasning, ærlig dialog og - vigtigst af alt - at man lytter til dem, der sidder i maskinerne.
Netop det tætte samarbejde har været overskriften for vores levering af to nye Hydrema MX20G Rail til Strukton Rail.
Siden foråret 2025 har vi arbejdet intenst sammen om opbygningen. Struktons maskinførere har haft deres faste gang på vores værksted for at finpudse detaljerne i direkte dialog med vores montører.
Som Claus, vores sælger, fortæller, har det skabt en helt særlig dynamik:
”Det har styrket samarbejdet markant, at maskinførerne og folkene på servicecenteret har opbygget en relation, så de ikke er fremmede for hinanden. Når vi kender hinanden, kan vi være 100 % ærlige om tingene – og Rasmus’ baggrund som maskinfører gør, at vi taler samme sprog.” - Claus, Hydrema
Den åbenhed har været nødvendig. Der har været mange ændringer og tilpasninger undervejs for at ramme plet, men resultatet taler for sig selv. Den første maskine blev leveret i december, og den sidste er netop rullet ud i denne uge.
Spørger man Rasmus fra Strukton Rail, er det netop fleksibiliteten, der har gjort forskellen:
”Vi har haft mange møder, hvor maskinførerne selv har deltaget for at sikre, at maskinerne passer præcis til deres behov. Hydrema har været meget omstillingsparate, og det store forarbejde, vi har lavet nu, gør tingene meget nemmere næste gang, der skal bestilles nyt.” - Rasmus, Strukton Rail
Og "næste gang" blev heldigvis ganske hurtigt!
Vi er nemlig stolte over at kunne fortælle, at Strukton Rail – oveni leveringen af de to første maskiner – allerede har bestilt yderligere 3 Hydrema-maskiner til deres maskinpark.
Tak for det gode håndslag, tilliden og en fornøjelig proces. Vi glæder os til at levere mere power til jernbanen! 💪