03/06/2026
40 sekunder. Så længe har jeg i år følt mig fri af Parkinson.
For 691 dage siden fik Thomas en besked, der ændrede hans liv.
Diagnosen var Parkinson.
I søndags stod han på podiet ved OCR European Championships i med tre sølvmedaljer om halsen.
Men medaljerne fortæller kun en del af historien.
Bag de tre sølvmedaljer gemmer sig en weekend i Irún i Spanien, hvor Thomas flere gange var i tvivl om, hvorvidt han overhovedet kunne gennemføre.
Allerede da han og familien ankom torsdag, blev han hårdt ramt af rejsen og de næsten 40 graders varme.
"Jeg blev rigtig dårlig og var faktisk i tvivl om, om jeg kunne gennemføre."
Fredag ventede det første løb.
Da Thomas kom i mål, fulgte den første sølvmedalje.
Men kroppen var færdig.
"Jeg var 100 procent smadret efter første dag."
Lørdag ventede standardløbet.
Næsten tre timers løb.
Efter løbet var kræfterne brugt op.
Det var her, Trina tog over.
"Hun styrede mig fuldstændig. Nu tager vi tilbage til hotellet. Nu skal du i bad. Nu skal du spise. Nu skal du sove. Hun styrede mig som en marionetdukke. Havde det ikke været for hende, var jeg aldrig kommet videre fra pladsen."
Når Thomas fortæller om sin kone, bliver stemmen blødere.
"Min kone er min ledsager, min coach, min løbemakker og min klippe. Jeg må erkende, at jeg ikke længere kan rejse alene. Det kunne jeg sidste år. Det kan jeg ikke nu."
Det blev også tydeligt under EM.
Oprindeligt skulle Trina og Ludvig have fløjet hjem lørdag. Men efter at have set, hvor hårdt Thomas var ramt efter det første løb, valgte de at ændre flybilletterne og blive til søndag.
"Trina var bekymret for, om jeg kunne tage vare på mig selv. Det siger nok alt om, hvor hårdt kroppen var presset."
Det er en erkendelse, der gør ondt.
For Thomas mærker tydeligt, at sygdommen udvikler sig.
"Set i bakspejlet er der sket meget på den negative side. Mit helbred går den forkerte vej. Derfor betyder de her sølvmedaljer måske endnu mere for mig, end de ellers ville have gjort."
Søndag morgen kørte Thomas familien til lufthavnen.
Ludvig og Trina skulle hjem.
Selv skulle Thomas løbe weekendens sidste løb.
Allerede da han satte dem af, begyndte tankerne at køre.
"Hvad gør jeg, hvis jeg får en medalje, og de ikke er her?"
Få timer senere stod han med sin tredje sølvmedalje.
Da jeg spørger ham, hvad han tænkte på podiet, bliver han stille.
Så kommer svaret.
"At Trina og Ludvig ikke var der til at opleve det."
Han synker en klump.
"Der stod ikke en kone og en 11-årig søn og løb mig om halsen. Det ærgrer mig grænseløst."
Der bliver stille.
"Det kommer ikke til at ske igen."
Han holder en pause.
"Vi rejser ud sammen. Og vi rejser hjem sammen."
Når Thomas taler om sin familie, er der ingen tvivl om, hvor han finder sin styrke.
"De betyder alt."
Jeg spørger ham, hvornår han mærker sygdommen mest.
"24 timer i døgnet."
Så smiler han lidt.
"Okay, det er måske ikke helt rigtigt."
Så bliver han alvorlig igen.
"Der er faktisk de få sekunder, når jeg krydser målstregen og ser glæden i deres øjne."
Han tænker sig om.
"I år har det måske været 40 sekunder i alt."
"40 sekunder, hvor jeg ikke har mærket sygdommen."
Det er samtidig det sværeste ved Parkinson, fortæller han.
Det, som andre ikke ser.
"Folk ser ikke det alarmberedskab, kroppen hele tiden er i. Når andre ligger på sofaen og slapper af, lader de op. Jeg kan aldrig lade op til 100 procent."
Da jeg spørger, hvad han ville sige til den Thomas, der fik diagnosen for 691 dage siden, bliver der stille.
"Det bliver hårdt."
"Tab ikke modet."
Han stopper igen.
"Og hold sammen på familien."
“Men det bliver en kamp, du 100% taber om du vil eller ej, så få det bedste ud af det!”
Tre sølvmedaljer.
Tre gange på EM-podiet.
Og en mand, der stadig nægter at give op.
Hvor længe?
"Så længe kroppen tillader det."
"Så længe glæden er større end den pris, jeg betaler bagefter."
Lige nu er Thomas mentalt træt og fysisk smadret.
Det tager omkring tre uger at komme sig efter en weekend som den i Spanien.
Men han smiler.
"Heldigvis er der først VM til august."
Målet var én medalje.
Thomas kom hjem med tre sølvmedaljer.
Stort tillykke, Thomas. Det er en præstation, der fortjener både respekt og et kæmpe skulderklap.
